Følg Lisbeth Zornig Andersens til tider ufrivillig morsomme og grænsende til groteske forsøg på at navigere i voksentilværelsen, når man står med et ben i både underklassen og middelklassen.

Foredraget tager udgangspunkt i Lisbeths nyeste bestsellerbog, ”Zornig – fra vred til voksen”, om at leve et til tider forvirrende liv som karrierekvinde, mor og hustru med en hel del unoder, gak og løjer i bagagen fra en utæmmet barndom i den sociale skyggeside af samfundet.

Hun voksede op i et hjem præget af seksuelle overgreb, vold og fattigdom, men fik alligevel en universitetsuddannelse som økonom, blev mor til fem børn, gjorde karriere i IT-branchen og blev børnerådsformand. Umiddelbart lyder det som en lykkelig fortælling. Men her fortæller Lisbeth om vrangsiden, når barndommen kaster lange skygger ind i voksenlivet, hvor skam, angst, mistillid, søvnbesvær og grænseløshed er faste følgesvende.

Foredraget rummer både tragikomiske episoder, som da dele af familien bortfører en billardkø som led i en gældsinddrivelse efter at Lisbeths bror, Monkey, dør, og hvor der undervejs opstår uenighed om, hvor hans aske skal placeres, hvorfor utraditionelle metoder tages i brug.

Mere alvorligt fortæller Lisbeth blandt andet om, hvor kompliceret det kan være at begå sig på de bonede gulve i blandt andet Børnerådet og i Socialministeriet, og om hvor ofte hun falder igennem, fordi hun stadig ikke mestrer middelklassens koder til fulde. Her kommer hun også ind på, hvilke kneb, hun bruger, for at falde i med omgivelserne.

For dem, der kender Lisbeths første og meget populære foredrag baseret på bogen, ”Zornig – vrede er mit mellemnavn”, vil man blandt opleve et gensyn med Lisbeths mor, som helt frem til sin død i 2018 flirtede med alle lige fra læger til portører, og som livet igennem bevarede et godt humør og en ubændig lyst til fest. En adfærd, der var katastrofal, da hun havde små børn at tage sig af, men som de senere år mere og mere blev et underholdende indslag, når hun af og til dukkede op i Lisbeths middelklassemiljø.

Foredraget egner sig til alle, der kæmper med livet på ulige odds, men også til dem, der lever sammen med eller arbejder med mennesker, der ikke helt fik det samme med i bagagen, som de fleste.

Danske Kommuner anmelder bogen:

“Zorning har skrevet endnu en ganske fremragende bog. Morsom, grotesk, sørgelig, men også med et slags trodsigt overskud.” ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

Lisbeth Zornig Andersen er cand. polit., stifter og leder af Huset Zornig, formand for den sociale tænketank SIF, initiativtager til Børnenes IT-Fond, tidligere formand for Børnerådet, it-strategisk rådgiver og adm.dir. for Specialisterne – og mor til fem.

Kontakt

Foredraget kan rekvireres på info@husetzornig.dk, Mikael Lindholm telefon 20409526.