Bøger

Her er et udvalg af bøger, som Huset Zornig står bag. Bøgerne giver på forskellig vis og ved hjælp af forskellige genrer indblik i og perspektiv på den verden, som mennesker med ar på sjælen lever i.

Thriller 2019

Et ubetydeligt mord

Af Mikael Lindholm og Lisbeth Zornig

ET UBETYDELIGT MORD er en spændingsroman om hævn, kærlighed og organiseret kriminalitet.
Da russiske hackere lammer et rederi, forsvinder 38 containere fra det amerikanske militær. I Aalborg bliver en lastbilchauffør fundet dræbt, mens en container er forsvundet. Politikvinden Tessa Højmark bliver sat på sagen. Det lykkes hende til kollegernes overraskelse at finde frem til en mulig gerningsmand, hvis eks-kone få år før blev brutalt myrdet, uden at sagen blev opklaret. Tessa kan næsten smage sejren og sit professionelle gennembrud. Men umiddelbart derefter begynder alt at gå galt. Meget galt.

Tessa Højmark bliver vævet ind i et giftigt net af kriminalitet, svig og vold. Hun opdager pludselig, at hun går fra at være jæger til bytte. Trådene fører både ind til storpolitik på Christiansborg, organiseret kriminalitet i Berlin og hemmeligheder i den idylliske provinsby Køge. Midt i det hele sidder den mystiske Madam, der som en edderkop trækker i alle tråde. Tessa Højmark indser, at hendes eneste chance er at lokke fjenden frem med meget utraditionelle metoder.

ET UBETYDELIGT MORD forener klassiske krimi med international thriller. Bogen bygger på en virkelig hændelse, hvor en voldsramt mor på flugt og i skjul med ny identitet og under beskyttelse af PET alligevel blev opsøgt af sin tidligere voldsdømte mand. Maria, som bogen er dedikeret til, er i dag død. Før sin død hjalp hun med uvurderlig viden om, hvordan vi som samfund kan hjælpe de hårdest voldsramte kvinder bedre – dem, hvis partner som i Marias tilfælde er livsfarlig. Den viden indgik i rapporten ”Forslag til social exit program” med anbefaling om oprettelse af et program for særligt voldsramte kvinder.

Lindholm & Zornig har tidligere udgivet spændingsromanerne “Bundfald”, “Arkimedes” og “Eksodus”. Læs mere om krimiuniverset her. Du kan købe bogen her.

“En syrlig beskrivelse af vores politiske systems funktionsmåde, og hvordan den sociale stempling er baggrundstæppe på vores individuelle adfærd. Mixet af action og social kritik fungerer.”

⭐⭐⭐⭐⭐ Dagbladenes Bureau

”Det er deres bedste bog til dato, og jeg vil ha mere. De er nu klar til et internationalt gennembrud, og jeg vil sammenligne med Harlan Cobens bøger i både spænding og kvalitet.”

Litteratursiden

Børnebog 2019

Nanna på bjørnehjem

Af Lisbeth Zornig Andersen og Freja Palsgaard Andersen

Nanna på bjørnehjem er en højtlæsningsbog om to bjørneunger, der er bedste venner i Bjørnehaven. Nanna har det svært. Samson har det godt. Nanna skal på børnehjem og det bekymrer Samson, som forestiller sig alt muligt. Bogen giver børnene og de voksne, der læser op – om det er forældre eller pædagoger – mulighed for at skabe et fortroligt rum til en god snak om rummelighed og tabuer om at være anbragt uden for hjemmet. Bogen er afprøvet af pædagoger og børn i Aarhus kommune.

Nanna på bjørnehjem er bind to i fortællingen om bjørneungerne Nanna og Samson, første bind hedder Hemmeligheder. Bøgerne henvender sig til børnehavebørn i alderen 4-7 år, men kan også læses i 0. og 1. klasse eller derhjemme.

Nanna på bjørnehjem giver børnene og de voksne, der læser op – om det er forældre eller pædagoger – mulighed for at skabe et fortroligt rum, hvor både børn og voksne kan blive klogere på, hvad det indebærer, hvis et barn skal flytte på børnehjem. Det er der nemlig mange slemme forestillinger om, både hos børn og voksne. Men heldigvis er virkeligheden en anden.

Bogen kan læses på flere måder. Enten som en almindelig højtlæsningsbog, der kan give en god snak med far, mor eller pædagogen om at vokse op på en anden måde end de fleste. Eller mere systematisk som en del af børnehavens læreplaner understøttende mål om dialogisk læsning, almen dannelse, læringsrumsindsats mv.

Bogen er blevet afprøvet af pædagoger og børn i Aarhus kommune i samarbejde med Lisbeth Zornig Andersen. Erfaringen er, at bogen giver anledning til en god snak om tabuer og rummelighed – både blandt børn og voksne.

Majken Skjølstrup, cand.psych., Dansk Psykologisk Forlag, om bogen:

“I mine øjne er dette en vigtig bog, der lykkes fremragende med i sig selv at være en god fortælling til højtlæsning, men samtidig at være meget mere end en højtlæsningsbog ved at behandle et overset, sårbart emne på en elegant, inddragende måde i børnehøjde. Jeg giver således bogen mine varmeste anbefalinger.”

Læs hele anmeldelsen her.

Kai Pedersen, Specialpædagogisk månedsblad, om bogen, der får karakteren 12: “Tak for bogen – vi behøver den!” 

Du kan købe bogen her.

Spændingsroman 2018

Eksodus

Af Lisbeth Zornig Andersen og Mikael Lindholm

“Eksodus” er helt bogstaveligt en eksplosiv roman. Der er valgkamp i Danmark. Malene Jørgensen har stiftet sit eget parti, Bæredygtig fremtid, og arbejder med hendes partigruppe med socialt skæve profiler målrettet på at komme i Folketinget. En tidlig morgen i Valby udløses en bombe, da en fremtrædende politiker tager sin cykel for at cykle på arbejde. Straks efter eksploderer der cykler i alle dele af København. Der udbryder panik. Regeringen aktiverer det nationale terrorberedskab med politi, forsvar og hjemmeværn. Mistanken om terror retter sig hurtigt mod muslimske ekstremister og skaber voldsomme reaktioner med knuste butiksruder, angreb på moskeer og personoverfald. Samtidig hamstrer skræmte borgere fødevarer og barrikaderer sig i deres hjem. Malene indkaldes sammen med de andre partiledere til krisemøde i Statsministeriet. Spørgsmålet er, om der skal indføres undtagelsestilstand, indtil man har fanget terroristerne. Dagen efter eksploderer der nye bomber. Denne gang er det ikke cykler, der eksploderer …

Zornig & Lindholm har tidligere udgivet spændingsromanerne “Bundfald” og “Arkimedes”. Læs mere om krimiuniverset her. Du finder uddrag af bogen her og du kan købe den her.

“Eksodus er ikke alene en godt komponeret, spændende og yderst effektiv roman, den bliver i nok så høj grad et skarpt indlæg i debatten om, hvad det er for et samfund, vi har, og ikke mindst hvad vi kan gøre for at takle de mange udfordringer, vi står over for, så en fundamental medmenneskelighed bevares.”  ⭐⭐⭐⭐⭐ Dagbladenes Bureau

Dagbogsbiografi 2018

Zornig – fra vred til voksen

Af Lisbeth Zornig Andersen

Zornig – fra vred til voksen er en ærlig, til tider grotesk og ufrivillig morsom fortælling, om at navigere i to så forskellige miljøer som middelklasse-København og underklasse-Nakskov og om at leve med mistillid, skam, angst, søvnbesvær og grænseløshed som tro følgesvende i en verden, hvor karriere og familieliv også skal fungere.Voksne Lisbeth tager også et opgør med den unge Lisbeth og de skader, hun forvoldte andre, i kampen for at lande på begge ben i sit voksenliv. I efterskriftet er der henvisninger og tips til at mestre senfølger af seksuelt misbrug og til at være pårørende.

Bogen er en selvstændig opfølger på ungdomsbiografien “Zornig – vrede er mit mellemnavn”.

Se hvad læserne mener om den her. Du kan købe bogen her.

“Zorning har skrevet endnu en ganske fremragende bog. Morsom, grotesk, sørgelig, men også med et slags trodsigt overskud.” ⭐⭐⭐⭐⭐ Danske Kommuner

“En stærk bog… En flot nuancering af fortællingen om overskudsmennesket og superoverleveren Lisbeth. En modig bog.” ❤❤❤❤❤  Politiken

“Jeg vil klart anbefale bogen, den er bredt relevant og vil kunne inspirere mange, både fagfolk og personer med udsat baggrund til at bryde tabuer og komme til forståelse med hinanden, hvilket kan bibringe til tiltrængt empowerment.”

Dansk Psykologisk Forening, anmeldt af Line Lerche Mørck, cand.psych., ph.d.

Læs hele anmeldelsen her.

Fra broderskab til mønsterbrud 

Af Rolf Hermansen med Mikael Lindholm

Fra broderskab til mønsterbrud er en rå historie om, hvordan et ungt menneske kan havne i det forkerte spor, når han vokser op med en alkoholiseret og syg mor, og ingen skrider ind over for det omsorgssvigt, han udsættes for.

Rolf Hermansen lægger ud med at være en fodboldglad knægt i Brøndby, men med store udfordringer derhjemme og ingen støtte. Som ung mand bliver han i sin søgen efter anerkendelse og fællesskab medlem af rockerklubben Hells Angels, hvor han på nærmeste hold oplever rockerkrigen i 1990’erne. Rolf ender bag tremmer, men beslutter i fængslet, at han vil begynde et nyt liv, når han kommer ud igen. Han vil læse til pædagog, så han kan hjælpe andre unge, der som han selv har fået en svær start på tilværelsen. Men beslutningen viser sig at være uventet svær. For hvordan begår man sig i en verden af normalitet, som man intet kender til? Når man ikke ved, hvordan man opfører sig som kæreste, far, studerende, kollega – eller bare almindelig borger?

For Rolf bliver ønsket om en ny tilværelse en årelang kamp, hvor han ikke alene igen og igen skal overvinde uventede udfordringer og forhindringer, men også håndtere smertefulde erkendelser, ikke mindst om sig selv. Den vigtigste erkendelse er dog, at han i virkeligheden allerhelst bare vil elskes – og lære at elske tilbage.

Marie Louise Toksvig, Politiradio, Radio 24syv, om bogen:

“Af alle de rockerbøger der er skrevet, er dette en af de allerbedste. Den er virkelig god. Den er ikke alene velskrevet og velfortalt, men den vil også noget mere end at fortælle hvor sej jeg var.”

Køb bogen her.

Børnebog 2017

Hemmeligheder

Af Lisbeth Zornig Andersen og Freja Palsgaard Andersen

Hemmeligheder er en højtlæsningsbog om to bjørneunger, der er bedste venner i Bjørnehaven. Nanna har det svært. Samson har det godt. Nanna betror Samson en hemmelighed, som han ikke må sige videre. På den måde gør Nannas hemmelighed pludselig også ondt i Samsons mave.

Bogen giver børnene og de voksne, der læser op – om det er forældre eller pædagoger – mulighed for at skabe et fortroligt rum, hvor gode hemmeligheder, der kilder i maven, ikke behøver at blive fortalt til de voksne. Men hvor dårlige hemmeligheder, der gør ondt i maven, skal siges. Hele vejen igennem bogen trænes børnene i at mærke efter. Er det en god eller en dårlig hemmelighed, jeg har i maven?

Hemmeligheder henvender sig til børnehavebørn i alderen 4-7 år, men kan også læses i 0. og 1. klasse eller derhjemme. Bogen kan læses på flere måder. Enten som en almindelig højtlæsningsbog, der kan give en god snak med far, mor eller pædagogen om at være bedste venner og om forskellen på gode og dårlige hemmeligheder. Eller mere systematisk som en del af børnehavens læreplaner, understøttende mål om dialogisk læsning, almen dannelse, læringsrumsindsats mv. Bogen er blevet afprøvet af pædagoger og børn i Vejen kommune. Erfaringen er, at hvis børnene er ubekymrede, lytter de bare til en bog om venskaber og hemmeligheder. Men har de ondt i maven over ting, der bekymrer dem, giver det anledning til en god snak – både børnene imellem og blandt voksne og børn.

“Hvis jeg havde fået den læst op i børnehaveklassen, hvor jeg første gang mødte nogle gode voksne, så havde jeg vidst allerede dengang, at det ikke var normalt, at mine forældre slog hinanden.”

Miriam Lykke Schultz, Børn & unge, 22. marts 2018

Læs anmeldelse i Skole & Liv her plus interview med Lisbeth Zornig Andersen. Uddrag og mere om bogen finder du her. Du kan købe bogen med det samme her.

Håndbog om seksuelle krænkelser 2017

“Jeg ville have sagt det, hvis…”

Af Lisbeth Zornig Andersen og Tilde Kelp

Omkring ti procent af alle børn i Danmark oplever seksuelle krænkelser fra voksne eller andre børn. Men kun hver femte siger det til nogen og får hjælp. En væsentlig årsag er, at det er vanskeligt og tabubelagt at tale om både for barnet og den voksne. Når børnene ikke fortæller noget, får de hverken hjælp til at stoppe overgrebene eller hjælp til at bearbejde skaderne.I denne håndbog kommer livseksperterne – dem, der har oplevet overgreb – selv til orde med deres oplevelser og anbefalinger. Livseksperternes råd suppleres af fageksperters vejledninger. Den giver et indblik i, hvilke midler seksuelt krænkede børn bruger i forsøget på råbe voksne omsorgspersoner op, så de opdager overgrebene og hjælper med at få dem stoppet.Det kan både som fagperson og privatperson være svært at finde ud af, hvordan man skal gå til en situation, hvor man har mistanke om, at et barn bliver udsat for overgreb, ligesom det kan være svært at vide, hvordan man skal klæde børn på til at kunne sige fra på de rigtige tidspunkter. Derfor denne bog, der med konkrete eksempler kommer rundt om emnet og giver anvisninger på, hvordan man kan spotte signaler og handle.

Næstformand i Dansk Socialrådgiverforening, Niels Christian Barkholt, siger om håndbogen:

”Teksten giver et uafrysteligt indblik i, hvad seksuelle overgreb går ud på og de centrale temaer, der knytter sig hertil, f.eks. at børn udsat for seksuelle overgreb ofte lever i familier med sociale problemer og hvad man gør, hvis man har en vag mistanke. Vi får den sorte boks åbnet op, og hvor er det sundt og tiltrængt! Vi får skærpet iagttagelsesevnen, og vi får zoomet bredt ind på tegn og symptomer på omsorgssvigt.”

Køb den her.

Håndbog om selvskade og spiseforstyrrelse 2017

“Jeg gør mig ondt, når…”

Af Lisbeth Zornig Andersen og Karen Gjesing

Hver femte ung i 9. klasse har prøvet at skære i sig selv, mens hver fjerde pige i 9. klasse er i risiko for at udvikle en spiseforstyrrelse. Det er alarmerende høje tal og derfor er det nødvendigt at give disse fænomener eller forstyrrelser opmærksomhed. I “Jeg gør mig ondt, når…” kommer livseksperterne – dem, der lever med skaderne og forstyrrelserne – selv til orde med forklaringer og anbefalinger. Livseksperternes råd suppleres af fageksperters vejledninger. Hvordan skal vi forstå denne risikoadfærd? Hvordan forebygger vi og støtter? Hvor kan vi finde råd, indsigt og viden? Der er ofte ikke lette svar og løsninger. Håndbogen “Jeg gør mig ondt, når…” er ment som en håndsrækning til både fagpersonale og pårørende – og naturligvis de mennesker, der er bekymret for, om de selv er ved at udvikle en selvskadende adfærd.

Folkeskolen.dk anmelder håndbogen sådan:

“Imponerende bog om selvskade blandt børn/unge… Området belyses i denne bog spændende gennem beretninger fra livseksperter, der selv lever underlagt tvangssymptompatologien, og fra fageksperter, der kender området teoretisk eller via terapeutisk arbejde med klientgruppen. Trådene væves løbende sammen. Syntesen er utrolig frugtbar og vellykket fremstillet gennem bogen.”

Køb den her.

Spændingsroman 2017

Arkimedes

Af Lisbeth Zornig Andersen og Mikael R. Lindholm

“Arkimedes” er en rå spændingsroman af ægteparret Lisbeth Zornig og Mikael Lindholm. Bogen følger Malene, en karrierekvinde med fart på, der plages af en fortid med vold, misbrug og svigt. Da Malene beskyldes for mord, bliver det klart, at nogen er ude efter hende. Hun finder snart ud af hvem der vil hende til livs. Den nye viden vil tvinge hende til at vende tilbage til et netværk, hun troede hun havde forladt. Malenes ekskæreste starter sin egen efterforskning og bliver viklet ind i hemmeligheder og et frygtindgydende komplot.

“Arkimedes” er en selvstændig opfølger til Bundfald, første bind i Malene-trilogien. Læs mere om krimiuniverset her.

Litteratursiden skriver om bogen:

“Romanen er som et langt tilbageholdt åndedræt, mens man venter på en uundgåelig eksplosion… De utroligt mange lag, der dækker over løgne, misbrug og magtliderlighed, bliver langsomt pillet fra hinanden i denne skræmmende realistiske og spændende historie.”

Køb bogen her.

de_fordoemte_foraeldre

Fagbog med trivselsundersøgelse 2016

De fordømte forældre 

Af Lisbeth Zornig Andersen og Karen Gjesing

De fordømte forældre giver et sjældent indblik i hverdagsliv, vilkår og livssituation for forældre med anbragte børn. Gennem bogen gives disse forældre en stemme, og læseren får en dybere forståelse af, hvordan forældrene kan opleve sig ”fordømt” på forhånd i mødet med myndighederne.

Bogens omfattende case-materiale bygger på en trivselsundersøgelse blandt 20 familier med anbragte børn, og her er mødet med myndighederne et centralt tema. Spørgsmålet er, om forældrene oplever dette møde, sådan som det var tænkt, nemlig som en indsats for at sikre, at deres børn trives og udvikler sig. Det får vi nogle svar på fra forældrene selv, og svarene rummer en del konfliktstof og afslører en række problemområder. Bogen tilbyder samtidig konkrete anbefalinger til at gøre dette møde bedre og mere effektivt i forhold til den ønskede effekt.

Bogen henvender sig til undervisere og studerende på for eksempel professionsuddannelserne som socialrådgiver, socialpædagog, sygeplejerske m.m. og på efter- og videreuddannelse til dem, som allerede arbejder fagprofessionelt med udsatte familier. Samtidig henvender den sig til praktikere, politikere og beslutningstagere i feltet, som ønsker en udvidet forståelse af de komplekse forhold, der udgør disse forældres livssituation.

Besøg bogens hjemmeside på www.dafolo.dk/defordømteforældre.

Lisbeth Zornig Andersen og Karen Gjesing mødte hinanden i 1982, da Karen var ansat på den behandlingsinstitution, hvor Lisbeth blev anbragt. De udviklede en livgivende relation, som har varet i mere end 33 år, og som har udviklet sig fra ”socialpædagogen og børnehjemsungen” til et partnerskab for livet.

Håndbog om seksuelt krænkede børn 2016

 “Jeg ville have sagt det, hvis…””

Af Lisbeth Zornig Andersen og Tilde Kelp

Håndbogen ”Jeg ville have sagt det, hvis…” viser, hvordan seksuelt krænkede børn forsøger at råbe voksne omsorgspersoner op, så de opdager overgreb og kan hjælpe med at få dem stoppet. Håndbogen rummer en række konkrete, anonymiserede eksempler, og tilbyder samtidig konkrete redskaber til, hvordan man som voksen kan spørge ind til barnets oplevelser uden at skræmme det til tavshed, samt hvordan man kan forebygge nye krænkelser. Håndbogen rummer også referencer til litteratur, organisationer og andre kilder, hvor både børn og voksne kan hente viden og hjælp til at håndtere en problemstilling, som ofte er belagt med tabu.

Læs pressemeddelsen her. Læs DF-NYT anmeldelse af bogen her.

Du kan få bogen her som gratis PDF download: Jeg ville have sagt det hvis. Du kan også bestille et selvprint af bogen her.

bundfald-2015-12-21

Spændingsroman 2016

Bundfald

Af Lisbeth Zornig Andersen og Mikael R. Lindholm

“Bundfald” er en spændingsroman om mord, magt, misbrug – og mønsterbrydere. I Nakskov findes misbrugeren Ronny død under mystiske omstændigheder, der peger i retning af en mulig forbrydelse. I København har hans søster, mønsterbryderen Malene, tilsyneladende lagt den traumatiske barndom bag sig og gjort karriere i erhvervslivet. Samtidig involverer hun sig i De Brændte Børns Familie – en gruppe af voksne, der som børn har været udsat for overgreb, og som nu afslører og opsøger pædofile gerningsmænd. Da Malene beslutter sig for at gå ind i sagen om Ronny, som Politiet har henlagt, fører sporene ikke blot til udkantsdanmark – til Nakskovs bundfald – men også langt ind i magtfulde kredse i overdanmark….

Ronnys død i bogen bygger på virkelige hændelser. I 2016 blev sagen genåbnet i Kanal 5’s tv-serie “FBIs danske mordmysterier”, hvor en tidligere dansk efterforsker og en amerikansk profiler undersøgte dødsfaldet.

“Bundfald” er første bind i Malene-trilogien. Læs mere om krimiuniverset her. Du kan købe bogen her.

 

Debatbog om supermønsterbrydere 2015

“Underdanmarks Jægersoldater”

Af Lisbeth Zornig Andersen, Lotus Turell og Mikael R. Lindholm

Nogle børn ikke alene overlever en farlig barndom, som får andre omkring dem til at bukke under, de ender i toppen af samfundet som politikere, erhvervsledere, sportstjerner, forfattere. Hvad handler det om? Held? Eller en særlig X-faktor? Vi kalder dem Underdanmarks  Jægersoldater. De lærer allerede i en ung alder at klare sig alene uden mad og søvn i dagevis. De lærer ikke at stole på nogen, allermindst forældre. De lærer, at det at overleve er op til en selv. Støtte og omsorg kender de ikke til. Zornig, Lindholm og Turéll har sat sig for at finde frem til de fællestræk og karaktertræk, som kendetegner de stærkeste af de brændte børn. Ti voksne supermønsterbrydere fortæller i bogen om deres barske opvækst og de livsstrategier og overlevelsesmekanismer, som har gjort en forskel for dem og hjulpet dem til at bryde det mønster, de var født ind i. I bogen medvirker politiker Pia Olsen Dyhr, arkitekt Gitte Andersen, professor Jørgen Lange, bokser Dennis Ceylan, borgmester Erik Nielsen, debattør Mads Holger, journalist Claus Elgaard, forfatter Kristian Ditlev Jensen, lærer Karin Schwartz og sikkerhedssupervisor Lasse Mortensen. Kan vi lære af dem, så vi bedre kan hjælpe dagens udsatte børn?

“Bogen går tæt på, hvad man næsten kunne kalde “mønsterbruddets anatomi”. ⭐⭐⭐⭐⭐⭐ Danske Kommuner 

Køb bogen “Underdanmarks Jægersoldater”.

bogforside-1Selvbiografi 2011
Vrede er mit mellemnavn
Af Lisbeth Zornig Andersen
Bogen er en beretning om, hvordan et barn i det moderne velfærdsdanmark overlevede en opvækst med vold, overgreb og svigt fra de voksne, der skulle have beskyttet og støttet hende – men den er også en beretning om, hvordan andre voksne så barnet og gjorde et liv til forskel. Bogen skildrer Lisbeth Zornig Andersens opvækst indtil hun blev myndig.
Bogen blev i 2014 genudgivet med 2 nye kapitler. Bogen indgår som pensum på mange af landets uddannelser. Bogen udkommer i 2019 på engelsk.
❤❤❤❤❤  Politiken
Den prisvindende DR-dokumentar “Min barndom i helvede” fra 2012 tager afsæt i bogen.
Du kan bestille et foredrag med afsæt i bogen her: “Zornig – Vrede er mit mellemnavn”.