Ny samfundskrimi om terror og brændte mennesker

Terroren kommer ikke alene – mørket følger efter…

“Eksodus” er en ny samfundskrimi af Lisbeth Zornig Andersen og Mikael Lindholm. Det er en helt bogstaveligt eksplosiv roman.

Der er valgkamp i Danmark. Malene Jørgensen har stiftet sit eget parti, Bæredygtig fremtid, og arbejder med hendes partigruppe med socialt skæve profiler målrettet på at komme i Folketinget. En tidlig morgen i Valby udløses en bombe, da en fremtrædende politiker tager sin cykel for at cykle på arbejde. Straks efter eksploderer der cykler i alle dele af København. Der udbryder panik. Regeringen aktiverer det nationale terrorberedskab med politi, forsvar og hjemmeværn. Mistanken om terror retter sig hurtigt mod muslimske ekstremister og skaber voldsomme reaktioner med knuste butiksruder, angreb på moskeer og personoverfald. Samtidig hamstrer skræmte borgere fødevarer og barrikaderer sig i deres hjem. Malene indkaldes sammen med de andre partiledere til krisemøde i Statsministeriet. Spørgsmålet er, om der skal indføres undtagelsestilstand, indtil man har fanget terroristerne. Dagen efter eksploderer der nye bomber. Denne gang er det ikke cykler, der eksploderer …

”Eksodus” er Zornig & Lindholms tredje samfundskrimi med det umage par Malene Jørgensen fra underklassen i Nakskov og Mathias Zobel fra den bedre middelklasse, der ikke mindst kæmper med at få den besværlige kærlighed til at fungere, mens verden omkring dem i denne roman bogstaveligt talt eksploderer og slipper både frygten og hadet fri.

Zornig & Lindholm har tidligere udgivet spændingsromanerne “Bundfald” og “Arkimedes”.

Læs mere om bogen inklusive uddrag her.

“Eksodus er ikke alene en godt komponeret, spændende og yderst effektiv roman, den bliver i nok så høj grad et skarpt indlæg i debatten om, hvad det er for et samfund, vi har, og ikke mindst hvad vi kan gøre for at takle de mange udfordringer, vi står over for, så en fundamental medmenneskelighed bevares… Som i forfatterparrets tidligere spændingsromaner sættes handlingen ind i en troværdig politisk ramme. I valgkampen er der ud over de kendte partier et nyt, Bæredygtig Fremtid, som udfordrer de traditionelle politiske positioner. Omkring dette partis leder, Malene Jørgensen, befinder sig en flok utraditionelle personer, som giver Zornig og Lindholm mulighed for at gennemspille et af deres hovedtemaer: Alt for mange personer bliver i vores samfund udsat for psykiske og sociale uhyrligheder under deres opvækst. En hård konstatering, men som et lille lys i mørket kan sårene og de psykiske skader under de rette betingelser konverteres til en ressource. Med den spraglede gruppe omkring Malene Jørgensen viser forfatterparret, hvordan empati, en psykisk sårbarhed parret med fysiske og tekniske færdigheder gør dem i stand til at se sammenhænge, politi og efterretningsvæsen ikke har blik for.”

Dagbladenes Bureau

“Eksodus er en meget velskrevet og tankevækkende bog. Skjult i en medrivende spændingsfortælling findes flere samfundsrelevante problemstillinger og -kritikker. Det kræver mere af læseren end en klassisk spændingsroman, men det er bare med til at gøre læsningen til en større oplevelse. Sproget er flydende og letlæseligt, selvom de samfundsudfordringer der behandles er skræmmende relevante. Hvad driver mennesker til at begå ekstreme handlinger, og hvordan reagerer vi når vores samfund er truet? Bogens centrale temaer er brutale, og grænserne mellem godt og ondt er flydende.”

Cats, books and coffee

You may also like

Leave a comment