Forsker slår alarm: Nye former for udsathed kræver fokus

Der skal en helt ny indsats til, hvis vi skal hjælpe alle unge. Sådan lyder opråbet fra ungdomsforskeren Noemi Katznelson.

Hun er professor og centerleder på Center For Ungdomsforskning, Aalborg Universitet i København og har siddet med i en ekspertgruppe, som for nylig gav regeringen en række anbefalinger til, hvordan flere unge kommer med på uddannelsesvognen.

Et af problemerne med den hidtidige og nuværende uddannelsesindsats er, at både lærere, pædagoger, socialarbejdere og andre voksne overser nogle unge. Det er især dem, der udadtil kommer fra velfungerende og veluddannede familier, der risikerer at glide under radaren, påpeger ungdomsforskeren.

– Nogle unge gemmer deres udsathed bag en facade. De kan udstråle en enorm styrke, men den dag, de behøver hjælp, kan det være enormt svært, siger Noemi Katzenelson.

En af de unge, som hun taler om, er Emilie Rasmussen, der læser til socialrådgiver. Hun kommer  fra en ‘pæn’ familie, hvor mange arbejdede i sundhedssektoren. Ligesom Noemi Katzenelson holdte Emilie Rasmussen i dag et oplæg på Det Sociale Årsmøde, som er arrangeret af Huset Zornig. Og hun var helt enig i Noemi Katzanelsons pointe – at unge kan gemme sig bag en facade, selv om de har problemer, som de burde have hjælp til at løse.

– Mange unge prøver at gemme sig bag en facade. De forsøger at gøre sig usynlige eller at skabe en historie, som ingen andre undrer sig over, siger hun.

Læs hele Avisen.dk’s reportage fra Det sociale årsmøde 2017 her.