’De brændte børn’ vender tilbage – sæson 2

Den prisvindende tv-dokumentarserie ‘De brændte børn’ vender tilbage med sæson 2 torsdag den 31. marts.

Lisbeth Zornig Andersen tager tilbage til barndommen sammen med syv danskere med dybe ar på sjælen. Fælles for dem er, at de er brændt af barndommen og på jagt efter svar, der kan hjælpe dem med at forstå, hvorfor de voksne svigtede dem gang på gang, da de var børn.

Sammen besøger de vidner, der kan be- eller afkræfte deres barske minder, heltene, der gav dem håb og bragte dem på rette kurs og konfronterer de voksne, der udsatte dem for svigt og vold. En rejse, der vækker stærke følelser, og som giver de medvirkende et helt nyt indblik i deres eget liv. Men spørgsmålet er; kan man forene sig med fortiden ved at se den i øjnene?

”Det er magisk at se, hvor helende det er at få lagt et barndommens puslespil. Alle deltagere har været voldsomt mærket af, at ikke kunne forstå, hvorfor de skulle have en så barsk barndom. Efter at have set den i øjnene og fået svar på de mange spørgsmål, giver det meget mere mening, på godt og ondt, hvorfor de er dem, de er, i dag,” siger Lisbeth Zornig Andersen.

Klogere på fortiden

”De medvirkende er enormt modige, når de åbner op for deres historie. De gør det for at blive klogere på deres egen fortid, så de kan komme videre i deres liv. Men også for at gøre os alle sammen klogere på, hvorfor sådanne svigt opstår, og hvad man kan gøre for at forhindre dem”, siger dokumentar-redaktør Lasse Bjerre.

Det første program vises torsdag 31. marts på TV 2 kl. 20. Her fortæller 29-årige Katja sin historie. Hun voksede op i et almindeligt villakvarter, hvor ingen anede uråd. Hun var ni år gammel, da hendes far forgreb sig på hende første gang, og det seksuelle misbrug fortsatte i 15 år. Først som 24-årig fik hun modet til at melde sin far til politiet, så hun fik gjort sig fri af overgrebene.

I de næste to afsnit møder vi Henriette, hvis barndom var præget af alkohol, vold og svigt, og Tommy, der mistede sin far og fik tæsk af sin stedfar gennem flere år.

Program fire er en special-udgave om Godhavn-drengene og sendes samme dag, torsdag 21. april, som der er Danmarkspremiere på Zentropas nye spillefilm ‘Der kommer en dag’. Filmen er baseret på de virkelige historier fra drengehjemmet Godhavn.

Drengene fra Godhavn

Godhavn-drengene Poul Erik, Arne og Ove er alle mænd i 60’erne, men lige under overfladen ligger barndomsminderne om omsorgssvigt og systematisk vold på drengehjemmet. Det er mere end 45 år siden, de blev fjernet fra deres biologiske forældre og placeret på Godhavn. En tid, hvor de fik et nummer som identitet, aldrig vidste hvornår det næste slag ville falde, og hvor de fik stærk psykofarmaceutisk medicin for bl.a. sengevædning. Oplevelser, der har trukket dybe spor ind i drengenes voksenliv, hvor de har haft svært ved at holde fast på både job og ægteskaber.

Det sidste program i serien handler om Randi, der voksede op med en psykisk syg mor.

Den nye sæson følger efter sæson 1 af ‘De brændte børn’, som blev vist på TV 2 i efteråret 2014. Programserien vandt prisen som Årets bedste faktaserie 2015.

Ny håndbog fra Huset Zornig

Hver tiende barn i Danmark oplever seksuelle krænkelser fra voksne eller andre børn, men kun en ud af fem krænkede børn siger det til nogen og får hjælp. Huset Zornig udgiver den første danske håndbog baseret på de krænkedes egne anbefalinger til fagpersoner om, hvordan man hjælper krænkede børn.

Håndbogen ”Jeg ville have sagt det, hvis…” viser, hvordan seksuelt krænkede børn forsøger at råbe voksne omsorgspersoner op, så de opdager overgrebene og hjælper med at få dem stoppet. Den tilbyder også konkrete redskaber til, hvordan man som voksen kan spørge ind til barnets oplevelser uden at skræmme det til tavshed, samt hvordan man kan forebygge nye krænkelser.

”Håndbogen er tænkt som en hjælp til alle fagpersoner, der møder børn og unge i deres hverdag, men også studerende på professionshøjskolerne. Vi har lavet den, fordi vi under en kortlægning af seksuelt krænkede børn opdagede, at der er et behov for en sådan praktisk håndbog blandt fagfolk. Mange oplever, at det er et tabubelagt emne, og har svært ved at gå til det,” siger Lisbeth Zornig Andersen, stifter af Huset Zornig, der beskæftiger sig med social innovation.

Håndbogen ”Jeg ville have sagt det, hvis…” er skabt i samarbejde med voksne, der selv blev seksuelt krænkede som børn. Altså livseksperter, der bedre end nogen andre ved, hvordan man skal få øje på og håndtere krænkelser.

Niels Christian Barkholt, næstformand i Dansk Socialrådgiverforening, anbefaler bogen til alle fagpersoner.

”Det er en håndbog, der efterlader én rystet og vred, men også meget skærpet i forhold til at lytte til de signaler, man får, og til at stoppe seksuelle overgreb”, siger han.

Finansieret af crowdfunding

Bogen er finansieret ved hjælp af crowdfunding. Det vil sige af mennesker, der har ønsket at bogen blev produceret.

”Vi lagde håndbogen ud som et projekt på Kickstarter, et crowdfundingsite, og spurgte, om der var nogen, der var interesseret i at støtte med produktionsomkostningerne. Til gengæld ville vi lægge bogen ud til fri brug. Der var mange, der gerne ville støtte, så vi fik opfyldt budgettet – og i processen testet, om der var behov for en håndbog. Jeg er meget glad for opbakningen, og at der nu er et arbejdsredskab, der kan hjælpe flere børn, der oplever overgreb,” siger Lisbeth Zornig Andersen.

Bogen bliver derfor gratis tilgængelig til download på Huset Zornigs hjemmeside. Det bliver også muligt gennem flere netboghandlere at bestille den som trykt udgave, hvor man blot betaler for selve trykomkostningerne.

Tabuer skal brydes

Baggrunden for håndbogen er Huset Zornigs projekt ”Seksuelt krænkede børn”, som afdækker livsforløbet for 35 tidligere seksuelt krænkede børn. Fælles for dem er, at stort set alle døjer med alvorlige senfølger, som ensomhed, selvmordstanker og psykiske lidelser. Kun 14 er i dag i arbejde. De 15 af dem valgte ikke at fortælle om overgrebene, mens de stod på. Årsagerne handler blandt andet om manglende viden om rettigheder til egen krop, frygt for konsekvenserne og at emnet er stærkt tabuiseret.

De medvirkende i undersøgelsen peger selv på et behov for mere viden blandt de voksne omkring børnene. Flere af dem forsøgte at sige det undervejs, men blev ikke hørt, hvorefter krænkelserne fortsatte.

Dansk Socialrådgiverforening: Nødvendig bog

Niels Christian Barkholt fra Dansk Socialrådgiverforening kalder bogen for et ”must read” for fagpersoner.

”Det er en håndbog, der efterlader én rystet og vred men også meget skærpet i forhold til at lytte til de signaler, man får, og til at stoppe seksuelle overgreb. Teksten giver et uafrysteligt indblik i, hvad seksuelle overgreb går ud på og de centrale temaer, der knytter sig hertil, fx at børn udsat for seksuelle overgreb ofte lever i familier med sociale problemer og fx hvad man gør, hvis man har en vag mistanke. Vi får den sorte boks åbnet op, og hvor er det sundt og tiltrængt! Vi får skærpet iagttagelsesevnen, og vi får zoomet bredt ind på tegn og symptomer på omsorgssvigt,” siger Niels Christian Barkholt.

Han mener, at håndbogen formidler et samlet perspektiv på, hvordan man som fagprofessionel skal kunne arbejde i det felt, der handler om mistrivsel og seksuelle overgreb.

”Det er et perspektiv, man skal have med sig i bagagen og som udstyrer én med viden om, hvad man skal være særligt opmærksom på, og hvordan man skal gå frem. Det er en dømmekraft, der gradvist skal udvikles gennem en vekselvirkning mellem erfaringer og evaluering. Derfor er håndbogen en must-read for fagpersoner, der arbejder med børn generelt samt udsatte børn, dvs. pædagoger, lærere, socialrådgivere, sundhedsplejersker og ditto studerende,” siger han.

Red Barnet: Vigtig bog

Kuno Sørensen, psykolog & seniorrådgiver i Red Barnet, anser håndbogen for at være et væsentligt værktøj for fagprofessionelle.

”Håndbogen ”Jeg ville have sagt det, hvis…” er en helt central bog for alle voksne, som har en daglig kontakt med børn. At være udsat for seksuelle krænkelser er så flovt, ydmygende og nedværdigende, at børn naturligvis har svært ved at fortælle andre om, hvad de udsættes for,” siger han.

Han fremhæver, at bogen er talerør for livseksperter, der selv har oplevet overgrebene på egen krop og har bakset med, hvordan de skulle få det sagt, og bogen giver nogle letforståelige beskrivelser af de dilemmaer, som krænkede børn befinder sig i.

”Vigtigst af alt er bogen en opfordring til, at voksne på en indfølende og respektfuld måde skal turde ’lægge svesken på disken’ overfor barnet, hvis de har en mistanke om, at der foregår seksuelle overgreb i stedet for at ’gå som katten om den varme grød’. Det man ikke spørger om, får man heller ikke svar på,” siger Kuno Sørensen.

”Jeg ville have sagt det, hvis…”

En håndbog om seksuelt krænkede børn

– fortalt af livseksperter

Bogen er skrevet af Tilde Kelp i samarbejde med Lisbeth Zornig Andersen.

 

Udkommer den 30. marts, 2016

For flere oplysninger:

Lisbeth Zornig Andersen, mobil 28407205

Mikael Lindholm, mobil 20409526

Zornig kritiserer flygtningepolitik

Politikerne kriminaliserer almindelig anstændighed. EU åbner mulighed for, at humanitær hjælp til flygtninge er straffrit, men regeringen og Folketinget fravælger den mulighed. Det er et udtryk for et forrået menneskesyn, siger Lisbeth Zornig Andersen, som i dag blev dømt for menneskesmugling i retten i Nykøbing Falster. Hun gav en flygtningefamilie et lift i september sidste år. Loven er ude af trit med danske værdier og virkelighed, mener hun.

”Hvis jeg skal forstå min dom rigtigt, så skulle jeg have trukket på skuldrene og ladet en flygtningefamilie med to små børn vandre til fods på stegende hede danske landeveje, i stedet for at tilbyde dem et lift i min tomme bil. Selvfølgelig kunne jeg ikke have gjort det. Det ville være at svigte børnene og svigte helt grundlæggende danske værdier om medmenneskelighed og anstændighed. Det er beskæmmende, at de danske politikere står bag love, der kriminaliserer anstændighed.”

Sådan siger Lisbeth Zornig Andersen, der i dag i retten i Nykøbing Falster sammen med sin mand er blevet idømt en samlet bøde på 45.000 kr. for menneskesmugling. Hun samlede den 7. september sidste år en nødstedt syrisk flygtningefamilie op i Rødbyhavn og gav dem et lift i sin bil til Solrød, syd for København. Hendes mand gav dem efterfølgende et lift til en togstation i Kastrup.

Hvor var politikerne?

Situationen i de første dage af september 2015 var kaotisk. Danmark var blevet ramt af den første store bølge af flygtninge. Formiddagsaviserne brugte overskriften som ”Nu kommer de!” Politiet i Rødbyhavn var i vildrede om, hvordan man skulle forholde sig menneskemængderne. Regeringen var tavs. Nødhjælpsorganisationerne var fraværende.

”Der var et ledelsesmæssigt vakuum, hvor det blev overladt til politiet og civilbefolkningen, hvordan vi skulle forholde os til, at mange hundreder nødstedte mennesker, mange af dem børn, vandrede på de danske landeveje. Det gjorde mig oprigtigt stolt, at rigtigt mange borgere valgte at gøre som jeg – at tilbyde dem et lift, så de ikke var overladt til asfalt og grøfter,” siger Lisbeth Zornig Andersen.

Men hun er samtidig forundret over, at politikerne – især regeringen, landets ledelse – ikke på samme måde trådte i karakter og leverede ledelse i en krisesituation.

”Der var ingen kaptajn på broen. Og det undrer mig endnu mere, at politikerne i tiden efter ikke har tilpasset lovgivningen til den virkelighed, der udfoldede sig, men lader pensionister, studerende og familiefædre blive hevet i retten og dømt for humanitære handlinger, for at have gjort det eneste anstændige i situationen. Det er ikke et udtryk for de menneskelige grundværdier, jeg mener, at det danske samfund bygger på,” siger Lisbeth Zornig Andersen.

Barsk og unødvendig straf

Hun klandrer ikke domstolene for at dømme hende. De kan ifølge Zornig vanskeligt gøre andet, når loven er, som den er. Det er politikerne, der skriver loven. Det er også politikerne, der har fravalgt at bruge en EU-forordning fra 2002, som netop giver mulighed for straffritagelse for at hjælpe flygtninge i transit af humanitære årsager.

”Man kan mene, at dommen er mild og mest af alt symbolsk, fordi dommerne netop tager de ekstraordinære omstændigheder i betragtning – jeg fik ikke en fængselsdom. Men det er forkert. Når en ung studerende, som er barn af flygtninge og derfor helt naturligt har hjulpet andre flygtninge, bliver dømt efter straffe- eller udlændingeloven, risikerer dommen at blokere et dansk statsborgerskab eller medføre en udvisning fra Danmark. Det er alt andet end bagateller. Så det er barske domme, og det er helt utilstedeligt, at politikerne lader det ske,” siger Zornig.

Værdimæssigt skred

Hun mener samtidig, at dommen i sig selv er et signal, som er fuldstændigt i modstrid med danske værdier.

”Denne dom betyder, at vi som danskere fremover skal være bange for at hjælpe mennesker i nød. Vi skal ikke give mennesker et lift, selv om de tydeligvis har brug for det, før vi har set deres pas og visum, og i øvrigt har den fornødne sproglige og juridiske indsigt til at gennemskue, om dokumenterne er gyldige eller ej. Jeg kan hverken syrisk eller jura. Så jeg risikerer at blive slæbt i retten hver gang, jeg giver et menneske et lift, især, hvis de har et udlandsk udsende – altså en mørkere hudfarve end min. Dommene opfordrer med andre ord til en diskriminerende adfærd, som ikke bare er det modsatte af, hvad jeg troede det danske samfund står for, men som er i direkte i strid med FNs menneskerettighedserklæring. Det er forrykt og udtryk for et for mig uforståeligt værdimæssigt skred,” siger Zornig.

Hvor går grænserne?

Hun spørger samtidig til, hvor grænserne egentlig går for at hjælpe mennesker i nød.

”Hvad nu, hvis der er et barn i vandet, der har brug for hjælp? Hvor tæt på stranden skal det være, for at jeg ikke bliver dømt for menneskesmugling? Skal jeg bede barnet om at vise pas og visum, før jeg hopper i? Kriminaliserer jeg mig selv, hvis jeg redder barnet? Kriminaliserer jeg mig selv, hvis jeg lader være? Det er mig fuldstændigt ubegribeligt, at det skal være så svært at vide, om man må handle næstekærligt i Danmark. Jeg efterlyser i den grad et politisk svar på, hvad der er anstændig medmenneskelighed og ej her i dagens Danmark. Hvis politikerne ikke kan levere et bedre svar på det, end disse love, så forstår jeg ikke, hvad de overhovedet har at gøre på Christiansborg,” siger Zornig.

Hun beklager, at Danmark ude i verden det sidste halve år er blevet kendt for et råt menneskesyn, der ikke matcher velfærdssamfundets idealer.

”Vi er nu kendt for at konfiskere smykker og værdigenstande fra flygtninge, mennesker, som i forvejen har mistet alt. Skal vi nu også være kendt for helt bevidst at straffe borgere, der hjælper mennesker i nød? Er der ingen nedre grænse for, hvad Danmark vil markere sig på i verdenssamfundet?”

Vil gøre det igen

Zornig er samtidig ikke i tvivl om, hvad hendes eget indre kompas peger på.

”Jeg har ikke fortrudt et øjeblik, hvad jeg gjorde. Hvordan skulle jeg kunne det? Jeg ville ønske, at jeg kunne have gjort mere. Og jeg vil gøre det samme igen uanset, hvad politikerne vil have mig til. Jeg vil da aldrig kunne leve med mig selv, hvis jeg ikke hjælper mennesker i åbenbar nød på min vej. Jeg er bare rigtigt ærgerlig over, at det skal være kriminelt. Men som jeg ser det, er ikke mig, der har et problem her. Det er Danmark, der har et problem.”

Hun citerer samtidig den finske kunstner Jani Leinonen, som fra 18. marts udstiller på kunstmuseet Aros i Århus, ”School of disobedience”, hvor kunstneren selv, og markante personligheder, underviser og inspirerer museets gæster til ulydighed. Herunder Zornig selv.

”Jani Leinonen siger, at ’De mest forfærdelige begivenheder i verdenshistorien, såsom krige, folkedrab og slaveri har ikke været resultatet af ulydighed, men af lydighed og underkastelse.’ Jeg kan ikke være mere enig.”

Forsvarsadvokat for Zornig og Lindholm er Bjørn Elmquist.

 

For yderligere kommentarer:

Lisbeth Zornig Andersen, 28407205

Mikael Lindholm, 20409526

Bjørn Elmquist, 51200776

Zornig iværksætter integrationsprojekt

Flygtninge risikerer at havne på kanten af samfundet uden en effektiv integrationsindsats. Derfor iværksætter tænketanken Social Innovations Forum et innovationsprojekt, som kan nytænke integrationen.

 

”Hvis vi møder de nytilkomne flygtninge forkert, risikerer vi at parkere mange af dem permanent på kanten af samfundet til skade for dem selv og os alle. Jeg er bekymret for, at vi får en voksende konkurrence blandt samfundets socialt mest udsatte mellem “os” og “dem”. Omvendt kan vi se, at der er tiltag, der virker, og som får flygtninge i selvforsørgelse og trivsel. Jeg tror, at vi kan lære meget af best practice og ved at nytænke integrationsindsatsen få langt bedre resultater, end hidtil,” siger Lisbeth Zornig Andersen.

 

Zornig er formand for tænketanken Social Innovations Forum (SIF) og stifter af Huset Zornig, som arbejder med social innovation målrettet udsatte borgere.

 

Hun peger på, at kommuner som for eksempel Randers, har held med lokale integrationsprogrammer, mens Greve har gode resultater med at få indvandrerkvinder i beskæftigelse, og at nye civile bevægelser, som Venligboerne, gør en klar positiv forskel for trivsel og integration.

 

”Der er mange eksempler på vellykkede indsatser. Spørgsmålet er, om vi kan uddrage en lære af dem og systematisere indsatsen mere mellem de mange aktører, som er involverede i at støtte flygtningene – private, offentlige og frivillige – hvor samarbejde er essentielt. Derfor samler vi en bred gruppe eksperter og praktikere på området for at formulere et samlet forslag og gerne nye og effektive initiativer,” siger Zornig.

 

Sociale obligationer

 

Et af problemerne med at udvikle nye tiltag og udbrede de gode eksempler, er finansiering. Derfor vil det indgå i projektet, om det er muligt at anvende et finansieringsredskab som ’sociale obligationer’, der bliver brugt i udlandet til at finansiere social innovation i det offentlige med ekstern kapital – altså fonde, private investorer eller lignende.

 

”Vi har ikke konkrete erfaringer med sociale obligationer i Danmark endnu, selv om metoden bliver brugt i udlandet. Fordelen med den er, at det ikke er kommunerne og staten, og dermed skatteydernes penge, der bliver sat på højkant for at teste et nyt initiativ, som man ikke på forhånd kan vide, om er effektivt – og som nogle derfor slet ikke prøver af,” siger Zornig.

 

En anden fordel ved sociale obligationer – som i udlandet er kendt som Social Impact Bonds – er, at der skal regnes på økonomien i indsatsen, fordi indskyderne skal have en vis tilbagebetaling i tilfælde af succes.

 

”Effektmåling har den fordel, at vi kan skære igennem diskussionen om, hvorvidt flygtninge bare er en udgift, eller om de også kan skabe merværdi for både den offentlige og private sektor. Det er noget mere anvendelig viden, end udefinérbare og værdiladede begreber som ’sammenhængskraft’”, siger Zornig.

Projektet forventes at blive fremlagt til sommer.

 

For flere oplysninger:

 

Mikael Lindholm, direktør, Social Innovations Forum, 20409526

Zornig for retten for menneskesmugling

Lisbeth Zornig Andersen og hendes mand, Mikael Lindholm, skal på fredag for en dommer for menneskesmugling. De er begge tiltalt for at have hjulpet en syrisk flygtningefamilie med småbørn med transport og ophold i Danmark. Retssagen begynder kl. 9:30 den 11. marts i retten i Nykøbing Falster.

”Vi nægter os selvfølgelig skyldige i menneskesmugling. Jeg hjalp en strandet familie med to små børn på en bagende hed landevej med et lift mod København. Det var en humanitær handling. Min mand gav dem et lift videre til en togstation. Det havde været uanstændigt at overlade dem til sig selv på landevejen, når jeg selv sad i en tom bil. Hvis vi bliver dømt for at have begået en kriminel handling ved at opføre os anstændigt, så udstiller det ikke vore handlinger, men en lov, som er ude af trit med virkeligheden og grundlæggende danske værdier,” siger Lisbeth Zornig Andersen.

Lisbeth Zornig Andersen og Mikael Lindholm vil ikke kommentere sagens detaljer før retsmødet på fredag. Til gengæld vil hun gerne oplyse, at den pågældende flygtningefamilie er faldet godt til i Sverige, er ved at lære svensk og finde beskæftigelse.

”Jeg har fået en besked om, at en af dem – en farmaceut-studerende fra Damaskus – har fundet arbejde. Det er godt at høre,” siger hun.

Ifølge Lisbeth Zornig Andersen giver det ikke mening, at myndighederne bruger kræfter på at retsforfølge borgere for at give flygtninge et lift i de turbulente dage i september sidste år, hvor flygtningebølgen for alvor ramte Danmark.

”Myndighederne stod rådvilde med en uvant situation. At mange danskere valgte at handle medmenneskeligt ser jeg som et samfundsmæssigt sundhedstegn. Jeg mangler i den grad, at de politikere, der skriver landets love, forholder sig til de signaler, som retssystemet nu sender,” siger hun.

Hun mener, at det giver langt mere mening at sikre, at de mange flygtninge bliver mødt konstruktivt og hjulpet til en selvforsørgende tilværelse, mens de er i Danmark. Af samme grund har hun taget initiativ til at samle en række stærke tænkere og praktikere på integrationsområdet for at formulere et fremadrettet bud på den gode integration.

”Vi er som samfund forpligtede til at hjælpe flygtninge. Vi må lære af fortidens fejl på integrationsområdet og bygge videre på de mange succesoplevelser. Derfor fremlægger vi inden sommer vores bud på, hvordan vi kan gøre det bedre fremover,” siger Lisbeth Zornig Andersen.

Lisbeth Zornig Andersen er stifter af Huset Zornig, som beskæftiger sig med social innovation.

Lisbeth Zornig Andersen og Mikael Lindholm er repræsenterede ved advokat Bjørn Elmquist.