Lisbeth Zornig protektor for udsatte børn

Lisbeth Zornig Andersen træder i dag til som protektor for BROEN Danmark, der er paraply for 20 lokale afdelinger af BROEN, alle med det formål at hjælpe socialt udsatte børn til en aktiv fritid.

Lisbeth Zornig Andersen er tidligere formand for Børnerådet og i dag leder af Huset Zornig. Hun har selv en baggrund som udsat barn, men brød familiens negative sociale arv, og har nu fokus på at udvikle viden og metoder, der hjælper socialt udsatte mennesker og familier.

Det glæder derfor formanden for BROEN Danmark, Hans Søgaard, at Lisbeth Zornig Andersen har sagt ja til at være protektor for foreningen:

”Vi ønskede en protektor, der havde kendskab til udsatte børn, og det har hun i særlig grad. Samtidig er hendes indsats med Huset Zornig kendt og respekteret over hele landet, og det er en stor hjælp for en lille organisation som BROEN,” siger Hans Søgaard.

”Det er helt naturligt for mig at sige ja til at være protektor for BROEN, fordi de arbejder for at bryde den negative sociale arv igennem børns fritidsaktiviteter. Vi ved, hvor meget det betyder at føle sig dygtig og være en del af et sundt fællesskab, og finder man ikke det i skoleregi, så er det i fritiden, det skal ske,” siger Lisbeth Zornig Andersen.

Den første opgave som protektor for BROEN har Lisbeth Zornig Andersen ved en konference, som BROEN Danmark afholder i Horsens med temaet ”Udsatte børn og veje til en aktiv fritid” i dag den 17. november 2014. Her fortæller hun om betydningen af, at udsatte børn og unge er en del af et aktivt fritidsliv sammen med andre børn og unge og voksne rollemodeller. Konferencen samler frivillige fra BROENs lokalafdelinger samt politikere og repræsentanter fra organisationer med fokus på socialt udsatte.

BROEN Danmark er paraply for 20 selvstændige afdelinger i hele Danmark. De lokale afdelinger af BROEN drives af frivillige, der støtter udsatte børn til at deltage i lokale fritidstilbud ved at hjælpe med betaling af kontingent og udstyr. Midlerne til at hjælpe kommer fra private fonde og sponsorer samt fra offentlige puljer.

 

For yderligere oplysninger kontakt

Henrik Nørgaard

BROEN Danmark

Dokumentation og kommunikation

Telefon 22 84 85 76

Mail: henrik@broen-danmark.dk

Find mere om Huset Zornig: www.husetzornig.dk

Find mere om BROEN Danmark: www.broen-danmark.dk