Zonta-Zornig exitprogram for socialt udsatte kvinder og børn

Huset Zornig vil i samarbejde med Zonta Aarhus II undersøge mulighederne for at etablere et socialt exitprogram for udsatte og voldsramte kvinder og børn. Det sociale exit-program har til hensigt at hjælpe kvinder og børn til en ny start på samme måde, som eksisterende exit-programmer hjælper bandemedlemmer og prostituerede

”De eksisterende muligheder for at hjælpe kvinder og børn i socialt udsatte familier, præget af vold og overgreb, til et bedre liv, er i dag utilstrækkelige. Vi har undersøgt de såkaldte lukkede nomadefamilier, hvor både kvinder og børn lider overgreb og bliver seksuelt krænkede, men oplever sig magtesløse, ofte fordi de frygter repressalier fra manden eller at myndighederne fjerner deres børn. Derfor er der behov for at give dem en udvej, ligesom vi tilbyder bandemedlemmer og prostituerede,” siger Lisbeth Zornig Andersen, stifter af Huset Zornig og tidligere Børnerådsformand.

Netværket Zonta Aarhus II, som arbejder på at bedre kvinders generelle livsvilkår, har valgt at støtte projektet, hvor første fase handler om at analysere elementerne af et exit-program.

”Vi kan se et behov for at gøre mere for at hjælpe de mest socialt udsatte kvinder ud af en situation, som er både ødelæggende for dem og deres børn. Projektet skal afdække, hvordan vi bedst kan gøre det,” siger Fritse Meyer, talskvinde for Zonta Aarhus II.

Behov for hjælp 

Behovet for et socialt exit-program blev klart i forbindelse med Huset Zornigs analyse af danske lukkede nomadefamilier, der blev udarbejdet for Socialministeriet. Rapporten ”Sociale flygtninge i eget land” skildrer, hvordan nogle kvinder og børn bliver fastholdt i socialt belastede og skadelige familiemiljøer, der er præget af omsorgssvigt, alkoholmisbrug og seksuelle overgreb.

Såvel kvinder som børn i de socialt udsatte familier efterlyser ifølge rapporten hjælp til at bryde ud af det skadelige miljø, uden at have fået den. Flere angiver som årsag, at de frygter repressalier fra en voldelig mand eller far, eller at myndighederne griber ind med straf.

”Det går især ud over børnene, som bliver præget for livet af at blive fastholdt i et liv, hvor de oplever svigt og overgreb. Både kvinderne og børnene siger, at de ikke bryder ud af det af frygt for, hvad der så sker med dem. Det handler ikke alene om frygt for tærsk, det handler også om frygt for, at de mister hinanden. At børnene bliver fjernet fra forældrene, og i nogle tilfælde viden om ulovligheder, de er bange for, at de kan blive straffet for. Helt som bandemedlemmer og prostituerede. Derfor er der behov for en tryg udvej, som ikke findes i dag, hvor myndighederne sikrer frit lejde, beskyttelse og en hjælp til at etablere en ny tilværelse,” siger Lisbeth Zornig Andersen.

Hun siger, at krisecentrene i dag yder en stor hjælp til voldsramte kvinder, men har begrænsede beføjelser, hvilket gør det vanskeligt for dem at hjælpe disse kvinderne ud af deres situation.

Kvinder og børn bidrager til programmet

Såvel kvinder som tidligere børn i lukkede nomade-familier bliver direkte involveret i udviklingen af det sociale exit-program.

”Vi vil interviewe både kvinder og ”voksne børn” i de meget udsatte familier for at få deres bud på, hvordan et socialt exit-program skal se ud. Det er meget vigtigt, at vi designer en indsats, som de selv har indflydelse på. Kun sådan kan vi være sikre på, at det virker. Derudover vil vi selvfølgelig trække på den store viden, som kommuner, krisecentre og andre eksperter har,” siger Lisbeth Zornig Andersen.

Resultatet af Zonta-Zornig projektet forventes at blive offentliggjort i begyndelsen af 2015.

For yderligere information

Lisbeth Zornig Andersen, 2840 7205

Fritse Meyer, 2242 9622